Sund skepsis om online terapi af Ditte Hoffmann Frydendal
Hvad er internetbaseret terapi egentlig? Det kan Ditte Hoffmann Frydendal give et godt svar på. Hun er psykolog og har forsket i onlinebehandling af helbredsangst. Hun forklarer, at der er to overordnede og meget forskellige kategorier:
Det svarer til, at man har en selvhjælpsbog på nettet med tekst og video. Og så har man en psykolog, der støtter og vejleder på sidelinjen.
Ditte Hoffmann Frydendal
”Den ene er videobaseret behandling. Det defineres ved, at man har en samtale her og nu, ansigt til ansigt. Ideelt set som en almindelig terapisamtale, men afholdt over video.” Hun fortsætter:
”Og så er der internetbaseret behandling, som jeg har forsket i. Det er en terapiform, hvor patienten får adgang til et internetbaseret behandlingsprogram baseret på selvhjælpsmateriale. Det svarer til, at man har en selvhjælpsbog på nettet med tekst og video. Og så har man en psykolog, der støtter og vejleder på sidelinjen.”
Hun forklarer, at det kan være 100 procent selvhjælp eller guidet behandling: ”Den støtte kan fx være skriftlig eller telefonisk feedback. I mit projekt, ligesom i digitalpsykiatrien, var støtten skriftlig, så man skriver sammen med sin behandler i systemet. Som udgangspunkt får man adgang til et nyt modul en gang om ugen, og så kan man løbende skrive til psykologen med spørgsmål undervejs. Det kan fx være omkring de hjemmeopgaver, man har fået.”
Det er både dyrt og tidskrævende at bygge en platform til internetbaseret terapi. Ditte Hoffmann Frydendal ved det, for hun har selv været med til det. Hendes egen var bygget til helbredsangst, og hun fortæller, at man på Aarhus Universitetshospital er ved at bygge programmer til behandling af bl.a. funktionel lidelse, stress og selvmordstanker. Mere er på vej rundtomkring i landet.
Sund skepsis
Ditte Hoffmann Frydendal understreger, at man altid skal kunne vælge, hvad man vil. Ingen skal tvinges til internetbaseret terapi, hvis de ikke vil: ”Hverken videosamtaler eller internetbaseret behandling er for alle. Det er vigtigt, at dem, der kommer ind i onlinebehandlingsforløb, skal kunne se en værdi i det.”
Det har nuanceret min forståelse af onlineterapi. Det giver en anden fleksibilitet og en anden tryghed. Vi skal ikke undervurdere, hvad det kan kræve at træde ind over dørtærsklen til lægen eller psykiatrien.
Ditte Hoffmann Frydendal
Der er dog nogle klare fordele, fx geografisk afstand: Hvis man bor i udkantsområder og bliver nødt til at køre til specialiseret behandling i Aarhus eller København, kan der være langt. Måske man skal tage fri en hel arbejdsdag, måske man skal overnatte på hotel for at få det til at gå op. Her vil nogle foretrække behandling online.
Ditte Hoffmann Frydendal var selv ret skeptisk over for internetbaseret terapi, men hun så, at der var en bølge i udlandet, bl.a. i Sverige og England, som er geografisk større lande, hvor mange mennesker boede langt væk fra sygehuse, klinikker, specialbehandlere og hospitaler. Da hun begyndte at rekruttere danskere fra hele landet til onlinebehandling, bemærkede hun, at der var mange, der ansøgte, selvom de faktisk boede i Aarhus – tæt på hendes kontor:
”Det har nuanceret min forståelse af onlineterapi. Det giver en anden fleksibilitet og en anden tryghed. Vi skal ikke undervurdere, hvad det kan kræve at træde ind over dørtærsklen til lægen eller psykiatrien. Alene at komme i psykiatrien kan virke stigmatiserende, og den barriere kan mindskes, når vi kan levere vores ydelser i personens eget hjem.”
Når det kommer til fleksibiliteten, er det igen vigtigt at skelne: Videobaseret terapi foregår på et aftalt tidspunkt, mens internetbaseret terapi er, når det passer patienten. Man kan logge ind uden for arbejdstid, i weekenden, når som helst inden for en rammesat periode.
Dårligere behandling?
Ny teknologi og nye metoder vil altid være skræmmende for nogle. Ditte Hoffmann Frydendal minder om, at Freud også lavede skriftlig terapi via brevveksling, hvilket dengang var innovativt, men ”ellers har vi bare vænnet os til, at man mødes ansigt til ansigt. Vi skal have nye erfaringer”.
Nogle synes, det er mindre givende, og derfor er onlinebehandling heller ikke for alle psykologer. Nogle skal måske kun have 20 procent online og resten som fysiske møder.
Ditte Hoffmann Frydendal
Hun forstår, hvorfor mange er skeptiske over for internetbaseret terapi. Nogle ser det som sekundær behandling, også psykologer. Derfor er det vigtigt med oplysningsarbejde, mener hun:
”Resultaterne er fuldstændig sammenlignelige med studier, hvor vi behandler folk i individuel terapi eller gruppeterapi. Forskningen viser, at det er lige så effektfuldt, som når vi ser folk ansigt til ansigt i behandlingen. Det er gennemgående på tværs af studier og metaanalyser, så der er solid evidens for, at folk kan få afhjulpet deres psykiske symptomer ved hjælp af internetbaseret behandling.”
Hun håber, at forskningen kan få flere til at sænke skuldrene. Hun refererer til den ”terapeutiske alliance” mellem behandler og borger: ”Her viser forskningen, at den kan blive lige så god over video eller internetbaserede programmer. Vi mennesker kan ikke lade være med at knytte bånd.”
Udfordringen er måske endda størst hos psykologerne. De får ikke altid den samme følelse af belønning og mening, fortæller Ditte Hoffmann Frydendal: ”Nogle synes, det er mindre givende, og derfor er onlinebehandling heller ikke for alle psykologer. Nogle skal måske kun have 20 procent online og resten som fysiske møder.”
Er terapi på skærm for alle?
Under coronanedlukningen blev meget terapi flyttet over på skærmen. Det gjorde mange danskere, herunder psykologer, bekendte med online terapi – og dermed mere trygge ved det.
”Helt overordnet vil jeg sige, at videoterapi er en rigtig god løsning for mange mennesker på tværs af diagnosegrupper, men ikke for alle. Forskningen viser igen og igen, at det virker, men det er ikke det samme, som at alle skal have videobehandling først. Det er vigtigt at se på de personlige præferencer: Først og fremmest, om man selv ønsker fx et videoforløb, om der er stor geografisk afstand til en specialist, og om der er personlige barrierer, fx social angst.”
Vores behandleransvar er det samme, uanset om vi yder telemedicinsk behandling eller vanlig ansigt-til-ansigt-behandling.
Ditte Hoffmann Frydendal
Ditte Hoffmann Frydendal fortæller om et studie, hvor man har ”undersøgt tungere psykiatriske målgrupper og så, at man over video kan have en hyppigere kontakt, fordi man ikke er afhængig af, at patienten kan rumme den hele time, der er booket. Online kan de måske nøjes med et kvarter, og det vil man ikke bede nogen om at køre langt for til et fysisk møde.”
Hvem fungerer terapi på skærm ikke for? Har man i forvejen dårlige IT-kundskaber, kan det hurtigt blive frustrerende, siger Ditte Hoffmann Frydendal. En anden barriere er fortroligheden: Kan man holde samtalen et sted, hvor man kan tale frit?
”Vores behandleransvar er det samme, uanset om vi yder telemedicinsk behandling eller vanlig ansigt-til-ansigt-behandling. Folk logger tit ind, mens de er i det offentlige rum, og der skal behandleren være bevidst om, at det er vores ansvar, at patientens data ikke bliver delt i øst og vest.”
Og så er der etikken. Det er mere individuelt fra behandler til behandler, hvad man vil være med til. Taler man med en person, som er hjemme med barn syg, går en partner pludselig forbi i stuen, spiser folk frokost under en terapisamtale?
”De personlige grænser kan blive mere flydende, og vi skal sætte grænser for at få en god, terapeutisk samtale. Folk skal hjælpes til at skabe en fysisk ramme hjemme, som hvis man var mødt op fysisk. Det er lige så vigtigt at overholde, som hvis man skulle møde op på operationsgangen.”
Ditte Hoffmann Frydendal har ofte oplevet, at patienter kan være fysisk syge og alligevel tænke, at de kan logge ind, fordi det jo ”bare er video”. Men det hele handler om at have forudsætningerne for en god samtale. Det kræver noget af behandlerne:
”Det kræver oplæring af psykologerne, og det er vi ikke klædt på til fra uddannelsen,” fortæller hun og giver nogle eksempler: ”Man skal have en skærpet opmærksomhed som behandler, hvis man har med tungere psykiatriske diagnoser at gøre, og når mennesker er selvmordstruede. Men vi skal også kunne vurdere, hvornår IT bliver en barriere, så behandlingen ikke kommer igennem.”
Internetbaseret terapi og videoterapi er ikke for alle. Men potentialet er stort, understreger Ditte Hoffmann Frydendal. Særligt hvis det betyder, at flere kan få den behandling, de har brug for:
”For mig er der stor værdi i, at jeg kan nå mennesker mange steder i landet, og at jeg kan komme igennem til folk, som ikke ellers ville søge hjælp.”